-
Bankansatte er blandt sigtede i sag om dokumentfalsk til huslån
ソース: BDK Borsnyt / 18 12 2024 08:56:58 America/Chicago
Fire mænd er onsdag blevet anholdt og sigtet for medvirken af dokumentfalsk af særlig grov karakter ved at have forfalsket dokumenter til optagelse af huslån. Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse. De sigtede er mellem 34 og 38 år og har alle relation til finanssektoren - nogle af dem som bankansatte. De blev anholdt i København og på Københavns Vestegns og løsladt efter endt afhøring. Dokumenterne, som de fire er sigtet for at forfalske, er brugt til, at personer kunne optage huslån for et beløb på ikke under 150 millioner kroner i alt. Det skete ifølge NSK blandt andet med forfalskede lønsedler eller årsopgørelser. De forfalskede dokumenter fik det til at fremstå, som om låntagerne havde en højere indtægt, end de i virkeligheden havde. Det gjorde dem i stand til at få et større lån, end reglerne hos banken tillader. Politiet mener, at de personer, der ansøgte om lånene, har betalt de sigtede for at forfalske dokumenterne. I pressemeddelelsen fra NSK udtaler Niels Kristoffersen, der er politikommissær i enheden, at han er tilfreds med at have afdækket netværket, der beskrives som organiseret. - Netværkets medlemmer er sigtet for at have manipuleret flere banker ved at præsentere falske oplysninger, så låntagerne kunne opnå lån, der langt oversteg, hvad deres reelle indkomst kunne bære. - Denne form for svindel udgør en trussel mod bankernes integritet og kan underminere tilliden til det finansielle system, siger han. Sagen udspringer fra et samarbejde mellem offentlige myndigheder og private aktører ved navne Operativt Dansk Informations- og efterretnings Netværk (ODIN). NSK er ansvarlig for samarbejdet. I styregruppen for ODIN sidder også Hvidvasksekretariatet, Politiets Efterretningstjeneste (PET), Skattestyrelsen, Erhvervstyrelsen, Finanstilsynet, Danske Bank, Nordea og Nykredit. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/bankansatte-er-blandt-sigtede-i-sag-om-dokumentfalsk-til-huslaan